Mokjær viser dig Byronkraven

Peter Undén var helt usædvanligt i manchetskjorte, skjorte, slips og vest, og Peter Lund Madsen førte sig frem i sin nye lærredsjakke med lommetøklæde i brystlommen. Jeg var selv i ny pink skjorte fra London og mintfarvede drillbukser.

Men det var fjerdemanden, pensioneret herreskrædder Willy Mokjær, der viste, hvor skabet skulle stå på en dejlig sommerdag. Han arriverede i lette lysebrune hyttesko, lysegrå slacks og en stribet himmelblå jakke, formentlig en blanding af lærred og silke. Øverst bar han en hvid cap. Bukser, jakke og cap har han naturligvis selv syet.

Han havde en hvid skjorte under jakken, hvis krave og flipper han havde foldet ud over jakkekraven. Det er sådan, man gør, hvis man vil fastholde den klassiske stil om sommeren uden slips eller anden halsdug.

Kraveformen hedder en Byron-krave efter den romantiske engelsk digter Byron. Han lod krave og flipper flyve frit og nægtede at følge Beau Brummell og konsorter, der sirligt bandt en hvid kravat om halsen.

Foto: Stiljournalen

Farvel til det mørke jakkesæt

Det lysebrune solarosæt med røde tråde er en af de klassikere, der er blevet fortrængt i takt med, at jakkesættenes mangfoldighed er blevet reduceret til marineblå og koksgrå jakkesæt. Skør udvikling, synes jeg, for et jakkesæt som solarosættet passer til forår og sommer. Det gør ikke modstand, men nynner med. Hvorfor gemme sig musikløst i et mørkt jakkesæt? Frem med de lysegrå, lysebrune og kongeblå jakkesæt!

Sættet her er blødt og gennemkogt italiensk skrædderi og mit yndlingssæt for tiden. Jeg kombinerer det med en lyseblå London-skjorte og et uforet Antonio Muro-slips. De cognacfarvede oxfordsko kommer fra Jan Kielman i Warszawa. 

Foto: Stiljournalen

Fanget i bukseselen

En af de klassiske garderobekomponenter, der ikke har fået meget opmærksom på Stiljournalen, er seler. Det skyldes nok, at jeg ikke benytter dem meget selv. Jeg har to par selebukser, og dem holder jeg som regel bare oppe med spændetampene i siden.

Heldigvis er der læsere af Stiljournalen, der har det anderledes med seler og kan sætte dem i perspektiv.

Må jeg præsensente en vældig oplysende emailkorrespondance om seler - med mere - mellem Michael C. G. Iversen og Mr X, begge gamle kendinge på Stiljournalen:

--

Kære Iversen,

Tak for sidst det var en hyggelig aften og snak og tusind tak for snusen! Hermed et tip, såfremt du ikke kender dem: http://www.classicwardrobe.co.uk/ Bromleys har usædvanlig gode priser på Thurston seler og ofte udsalg på samme. Især er muligheden for at få kortere 100cm seler nyttigt for os mindre størrelser .-)

Med venlig hilsen og god weekend

--

Kære X

Selv tak, og tak for tippet. Sidst jeg købte box cloth hos Thurston, kunne man ikke længere vælge mellem tre størrelser, men måtte nøjes med en umanerlig lang XL-sørrelse. Der er nogen, der synes at det ser meget dandy like ud at have de lange seleender hængende fortil, jeg foretrækker nu at selerne har den rette længde. Selvom Fribourg and treyer er lukket, bliver snusen stadig fremstillet på en lille mølle in the country side, så den kan stadig fås i udvalgte typer. Ellers er der jo også Samuel Gawith, der fremstiller en speciel snus til det engelske parlament, hvor der er rygeforbud. Gawith er dog noget mere rustik en F&T.

mvh Michael

Kære Iversen,

Jeg er klar over at mange anser boxcloth selerne for det eneste rigtige - personligt er jeg mindre begejstret, de er varme og tykkelsen bevirker at de, på tynderer stoffer, kan ses igennem ryggen. Som nævnt er det problematisk for os "vertically challenged" at selerne er for lange - dels bevirker det at samlingen på ryggen fra een til to stropper kommer til at side så højt at de ikke lægger sig pænt glat, og ligefrem kan give en meget lidt flatterende "bule" som ødelægger den glatte linie. Herudover glemmer mange, at den korrekte position på messingspænderne er u n d e r brystet, hvilket er umuligt såfremt selerne ikke har den rigtige længde! Tak for snus info - har checket Samuel Gawith siden, imponerende udvalg I vore dage. Ovenikøbet en del mentholated, som jeg oftest brugte- får hel lyst til at starte igen! Ved du hvilken,såfremt det kun er een type, der fremstilles og sælges i Parlamentet?

Bedste X

--

Kære X

Jeg kan ikke være mere enig. Jeg har prøvet at stå i et relativt upolstret jakkesæt til et fornemt arrangement, og idet jeg passerede et spejl, kunne jeg til min rædsel se at mine skuldre lignede et jydsk bakkelandskab på grund af de tykke box cloth seler jeg havde på. Så lærte jeg det! Seler er i det hele taget ikke uproblematiske. De får ganske rigtigt bukserne til at sidde lige der hvor de skal, og giver det helt rigtige fald. Omvendt kan man også til tider føle sig som en pølse i for stramt skind, når man er i både seler, vest og slips. Især hvis det er tungere sæt, kam man få ret så ømme skuldre. Nok om det, hvad angår snusen til parlamentet, så har jeg hørt at der på The Science Channel har været et afsnit om Samuel Gawiths produktion af snus i serien “How it is made”. Det er der det med parlamentet blev nævnt. Jeg har dog ikke kunne finde afsnittet, men har sat en mand på opgaven. Ydermere har jeg skrevet til Samuel Gawith for at høre om det har sin rigtighed og om almindelige dødelige i givet fald også kan få næsen i snusen. Jeg vender tilbage, når de svarer. I øvrigt har jeg læst den finske blog. Nydeligt portræt.

mvh Iversen

--

Kære X ja, i dag forstod jeg så for alvor, hvad du mener med “vertically challenged”. Jeg har bestilt en paraply hos James Smith & Sons i New Oxford Street. Jeg skrev til dem, at den skulle være 34 inches (86,4 cm) lang. I dag ringede de så forundrede og spurgte: “How tall is this person actually?” jeg måtte jo så svare som det var, hvilket resulterede i fem ugers leveringstid i stedet for 10 dage, da de skulle fremstille en Extra-short fra bunden. Ak! (underligt i øvrigt når en standardlængde er 36 inches (91,4 cm). Nu er jeg jo så blevet helt paranoid og gruer for om der kommer en paraply på 34 cm istedet for 34 inches.

mvh Iversen

--

Foto: Illustration anno 1931, Det kgl. bibliotek og Stiljournalen

En panamahat fra Susanne Juul - del 1

For fem år siden skrev jeg en artikel om panamahatten for Dagbladet Børsen. Siden har jeg villet have en selv. Der er bare ikke sket noget. Sådan er det engang imellem. Man lander i en uendelig tøvefase.

Sidste år ændrede situationen sig alligevel. Kald det bare et tilfælde. Jeg passerede Kgs. Nytorv, og drejede ned af  St. Kongensgade. Få sekunder senere faldt mit blik på en samling nøje udvalgte hatte i et butiksvindue. De var tydeligvis ikke de sædvanlige konfektionsvarer. 

Jeg opdagede, at jeg stod foran modist Susanne Juuls butik. Jeg har siden fundet ud af, at Susanne Juul figurerer som måske den mest anerkendte modist herhjemme. Men på det tidspunkt kunne jeg ikke rigtigt placere hende. Jeg associerede hende dog til kvalitet og håndværk, og sådan noget slår jeg jo ud på.

Jeg kiggede indenfor og mødte en meget talende og spontan kvinde, og snakken gik derudad. Det viste sig, at Susanne Juul oprindelig er uddannet herreskrædder og såmænd under Willy Mokjær på Det kgl. Teater.

Se, det kunne jeg forstå, også fordi jeg sværger til den (muligvis vildfarende) tro, at herreskrædderi er det ypperste beklædningshåndværk forstået på den måde, at kan man herreskrædderi, kan man hurtigt sætte sig ind i og bemestre andre beklædningshåndværk.  Jeg kunne også forstå på Susanne Juul, at hun trækker på både materialeforståelse og forarbejdsningsteknikker fra herreskrædderiet i sit arbejde som modist.

Jeg blev undervejs i samtalen overbevist om, at Susanne Juul skulle vække min panamahat til live. Vi vendte ideen, herunder en visning af forløbet på Stiljournalen og hattens rette pris, og jeg drog hjem for at læse op på panamahatten.

Jeg fik blandt andet genopfrisket, at panamahatten slet ikke kommer fra Panama. Eller som jeg skriver i den gamle artikel:

"En ægte panamahat kommer pudsigt nok ikke fra Panama, men fra det sydliggende Ecuador, og allerhelst fra den lille by Montecristi. Der har fingernemme bønder flettet panamahatte siden 1700-tallet med fibre fra en lokal palmeart kaldet ”toquilla”. En person kan bruge flere måneder på en enkelt hat, mens han fletter den med fibre så tynde som sytråde.

Det var skabelsen af Panamakanalen, der gjorde palmehatten fra Montecristi berømt. Under det kolossale byggeprojekt, der varede fra 1904 til 1914, søgte mange ly for solen i palmehattens skygge. Ingeniører, militærfolk og turister fra USA og Europa tog hatten med hjem, og mesterværket fra Montecristi i Ecuador fik navnet ”en panamahat”."

Den amerikanske præsident Theordore Roosevelt skal også have tak for markedsføringen af panamahatten. Under sit besøg af byggeriet af den vældige kanal bar han som alle andre på stedet palmehatten fra Montecristi, og den amerikanske presse sendte fotos ud til hele verden af den stolte præsident bærende – som man skrev - ”en panamahat”."

Jeg blev også erindret om, at den mest berømte panamahat er optimo'en. Den bærer en karakteristisk i fold pulden, der i teorien gør, man kan rulle hatten sammen. Historisk har man nu set mange forskellige panamahatte, flere i varianter over for fedora-formen, som vi kender fra den bløde filthat.

En anden klassisk detalje ved panamahatten, jeg også fik fat på igen, er fino-graden. Den siger noget om, hvor mange rækker fibre, der ligger ved siden af hinanden på en centimeter eller tomme. Fino-graden skal man dog passe på at tage for pålydende. Der er ingen klar standard fra sælger til sælger, og fino-graden vil varierer efter, hvor på hatten man måler.

Der dukkede også et par navne op af arkivet, Brent Black og Panama Bob's. Begge forretninger drives at et par vidende og entusiastiske amerikanere, der har en base i Ecuador og har specialiseret sig i de fineste stumper (som endnu uformede hatte hedder) til panamahatte.

Jeg endte med at købe en stump af Panama Bob's, en fino 22. Det er en relativt fin(!) fino-grad, dog ikke i den afsindige ende af skalaen, hvor en fletter har brugt tre måneder på at flette hattestumpen. 

Købet hos Panama Bob's fik lov at passe sig selv i skuffen vinteren over og langt ind i det nye år. Tøvefasen truede igen, da jeg endelig rykkede og aftalte en tid med Susanne Juul forleden. 

Vores første opgave var at finde hatteformen. Den slags skal man tænke over. Har man et stort, ja, grødhoved, som Stiljournalens redaktør, er det vigtigt, at hatten får en god stor puld og noget skygge, der kan afbalancere fremtoningen. 

Heldigvis ligger Susanne Juul inde med at væld af forskellige hatteforme. Flere af dem er fra Skodsborg Hattefabrik, der lukkede i 1970.

Og det var netop en form fra Skodsborg Hattefabrik, jeg valgte. Den har en høj puld og stor kløft, og jeg var slet ikke i tvivl om, at den er mig. 

[Fortsættes ...]

Foto: Stiljournalen

Et jakkesæt fra Volkmar Arnulf - del 1

En tysk skrædder, såmænd. Hvorfor ikke? Volkmar Arnulf er rundet af efterkrigstidens tyske skrædderi, der i teknisk kunnen rangerer som noget af det bedste, som verden endnu har set. Det er der i hvert fald folk, der har studeret den slags, der siger. Naturligvis er engelsk og italiensk skrædderi storartet, men andre lande kan også. Det glemmes engang imellem.

Volkmar Arnulf kom i lære som 14-årig i 1950. I 1962 bestod han mesterprøven og begyndte for sig selv. I 1965 flyttede han til Kurfürstendam i det centrale Berlin. Der blev han de næste 45 år, før han sidste år flyttede skrædderiet til lokaler i Potsdam 20 km uden for Berlin. Huslejen var blevet så vanvittig høj, at han sagde farvel og tak, fortæller han mig. Modsat skrædderne på Savile Row, der i fællesskab kan kæmpe for at bevare huslejen i ro, kunne Volkmar Arnulf - selv som Tysklands mest anerkendte herreskrædder - ikke ene mand stå imod storkapitalen.

Ved siden af skrædderiet har Volkmar Arnulf undervist i tilskæring, skrevet bøger om skrædderi og været oldermand i Berlins skrædderlav. Hans mest kendte kunde er tidligere kansler Helmut Kohl, og jeg skal gerne indrømme, at den oplysning har appelleret til mig. Jeg hører også til den forvoksede vægtklasse, og jeg tænkte, at den må Volkmar Arnulf have et godt tag på, når Helmut Kohl nu har frekventeret ham i flere årtier.

I Potsdam møder jeg en ældre, venlig og næsten genert mand. Han er flankeret af sin medhjælpende hustru, og i lokalet bagerst sidder tre af normalt fire ansatte og arbejder på jakker og habitter.

Jeg mærker straks, at han er lidt af en detaljerytter. Han gennemgår sirligt en mønstret tweedjakke, han har hængende, og forklarer, hvordan han minutiøst matcher mønstrene over det hele, selv hen over de paspolerede lommer, som jeg ved, kun få skræddere gør.

Sådan noget som match af mønstre garanterer ikke et vellykket skræddersyet jakkesæt i sig selv, men det fortæller noget om mentaliteten, en perfektionisme, gisner jeg. Perfektionisme er en helt central dyd hos en skrædder, og til gengæld farlig hos kunden, der benytter resultatet, hvis jeg skal sige det.

Vi taler længe om Berlins skrædderi og Murens betydning. Volkmar Arnulf beretter, at de tyske skræddere i Østberlin blev kollektiviseret, og niveauet dalede.

"Når du ikke har de eget, præsterer du ikke dit ypperste," konkluderer han undervejs.

Ironisk nok slap DDR-ledelsen det østtyske skrædderi fri igen, da det kunne give østtyskerne en harmløs indivisualisering i tøjet, de drømte om. Så hen ad vejen kom skrædderiet i Øst op i niveau igen. Det forsvandt dog med et brag, da Muren faldt og østtyskerne forelskede sig hovedkuls i Coca Cola, designertøj og andre af Vestens fantastiske opfindelser.

I dag er der ikke mere end fem-seks herreskrædderier i hele Berlin, tænker jeg. Og Volkmar Arnulf synes at være den sidste af de store gamle.

Vi taler meget om hans fremgangsmåde.

"En førsteklasses skrædder må levere førsteklasses forarbejdning af alle detaljer," siger Volkmar Arnulf.

"Og så må han kunne finde en linje til kunden, der tjener netop ham bedst," fortsætter han.

"På den tykke mand vurderer jeg for eksempel, hvor og hvordan jeg kan fjerne stof," uddyber han.

"Idet jeg laver mønstret, benytter jeg måske to-tre tænkemodeller for at nå det rette resultat," fortsætter Volkmar Arnulf.

"Hvordan kan en computer gøre det?" spørger han retorisk.

Han har ingen fidus til made-to-measure, målkonfektion og andre industrielle påfund, der lover individuelle klæder og luksus.

"Det er ikke andet end et teater," slår han fast, hvad jeg jo kun kan nikke til.

Efter en times tid finder jeg stoffet frem - det i midten, og heldigvis ser jeg, det glæder Volkmar Arnulf.

Jeg beskriver jakkesættets udformning i hovedtræk, og opmålingen går i gang foran et enormt spejl. Efter en usædvanlig grundig og betryggende opmåling, der inkluderer nogle tegninger, konfirmerer vi udformning, og "Alles klar", for så vidt vi først lige er begyndt ...

Foto: Stiljournalen